Kvinden bag Nordhjem

I skolen startede jeg en lille ”slikbutik”. Egentlig ikke helt efter hygiejneforskrifterne, for jeg købte nemlig slik for alle mine penge – og puttede det hele i min brune strikhue. I frikvartererne solgte jeg det for det dobbelte af min indkøbspris (jeg havde ikke konkurrence fra andet end mælkeboden).

Det blev en lukrativ forretning, indtil det blev stoppet af forfærdede lærere.

Da jeg kom i praktik på skolebiblioteket startede jeg en lille fredagscafé. Der var så kedeligt – og ikke andet at lave end at sætte bøger på plads. Men de havde den skønneste, kæmpestore sofa – og jeg fik lov til at lave et lille ”event”. Der blev bagt kager og lavet te og saftevand. Men jeg tog entre – og penge for kagerne.

Så den lille business blev også lukket…

Nu fulgte en række år med uddannelse. Jeg blev korrespondent – og fik en karriere i IT-branchen i nogle meget spændende år.

Senere, da livet gav nogle hårde bump, valgte jeg at blive selvstændig – og da IT ikke udfordrede mig mere fik jeg den idé at starte Nordhjem. Dengang var der kun en reel konkurrent – Isabella Smith. Og jeg tænkte – hvor svært kan det være?

Men jo, det VAR faktisk udfordrende. For jeg havde ingen plan. Jeg købte gamle ting ind til en start. En af hver. De skulle jo så fotograferes, beskrives, måles … og de var ikke altid nemme at sende.

Den strategi måttes lægges i graven, da jeg fik min første ordre til Norge. Et antikt strygebræt. Der var ikke lige en kasse, jeg kunne købe, der passede til det. Jeg måtte lave en selv – og jeg havde heller aldrig haft med told at gøre.

På det tidspunkt havde jeg 36 nyhedsbrevmodtagere.

Primært mine gamle klassekammerater og et par intetanende fætre og kusiner.

Så var jeg til møde hos Trendkompagniet (nu Bloomingville). Betina havde en hel masse fattigmandsstager i glas, hvor foden på stagen var lavet forkert. Jeg fik dem billigt. 1.400 styk af 5 forskellige. Altså i alt 7.000 stager i glas. Da stagernes fod ikke var så god, så købte jeg også 1.400 bakker i ”sølv” – og så solgte jeg dem som sæt.

Sådan et sæt med 5 smukke, store stager (man kunne ikke se fejlen) på en sølvbakke kunne jeg sælge for godt 100 kr.

Det hele fyldte 14 paller, som vi selvfølgelig ikke havde plads til i vores private hjem – og jeg havde heller ikke tænkt på emballage.

Og så det faktum, at det er usandsynligt, at jeg ville få mine 36 kunder til at købe alle de lysestager.

Men jeg var heldig. For tilbuddet var så godt, at de første kunder fortalte om det til deres veninder, som også fortalte det videre – og efter 2 måneder var alt udsolgt – og jeg havde 1.000 nyhedsbrevmodtagere.

Jeg var øm over alt, hvor man kan blive øm – men jeg fik smag for det – og herefter er det gået slag i slag med fantastiske handler – fantastiske kunder – og masser af gode stunder med søde kunder.

Nordhjem´s shop fortsætter, men jeg har lyst til nye eventyr.

Jeg vil derfor fortælle jer mere baggrund – udvide perspektivet til andres fantastiske produkter – og fortælle, hvordan jeg lever mit liv i dag med økonomisk frihed – kreativitet og i en mindre hæsblæsende hastighed end i de foregående 62 år.

Tak, fordi du læste med...